The L-Space Web

Grusomhedens Teater

En novelle fra diskplaneten
Af Terry Pratchett

Copyright © Terry Pratchett 1993


Det var en dejlig sommermorgen. En morgen af den slags, hvor man glæder sig over at leve. Og sandsynligvis ville manden have været glad for at leve. Faktisk var han død. Det ville være svært at være mere død uden specialtræning.

"Lad os se," sagde sergent Colon (Ankh-Morporks Vagtværn, Nattevagten) og rådførte sig med sin notesbog, "indtil videre kan vi fastslå dødsårsagen som værende a) slået med mindst ét stumpt redskab b) stranguleret med en rad pølser og c) angrebet af mindst to dyr med store, skarpe tænder. Hvad gør vi nu, Nobby?"

"Arresterer den mistænkte, sjant," sagde korporal Nobbs og gjorde et kvikt honnør.

"Den mistænkte, Nobby?"

"Ham," sagde Nobby og puffede til liget med sin støvle. "Jeg finder det højst mistænkeligt, at være død på den måde. Desuden har han også drukket. Vi kunne snuppe ham for at være død og lave gadeuorden."

Colon kløede sig i nakken. At arrestere et lig bød naturligvis på visse fordele. Men...

"Jeg kunne tænke mig," sagde han langsomt, "at kaptajn Vimes vil have opklaret dette her. Du må hellere bringe liget tilbage til stationen, Nobby."

"Og bagefter kan vi spise pølserne, sjant?" sagde Nobbs.


Det var ikke nemt at være seniorbetjent i Ankh-Morpork, den største af alle byer på Diskplaneten [*].

Kaptajn Vimes funderede i sine mere triste øjeblikke over, at der sikkert var steder, hvor der ikke fandtes troldmænd (som gjorde låste døre til en mystisk del af dagligdagen), eller zombier (hvor mordsager virkelig blev besynderlige, når offeret på samme tid kunne være hovedvidnet), og hvor man kunne regne med, at hunde ikke foretog sig noget om natten og ikke gik rundt og talte til folk. Kaptajn Vimes troede på logik på samme måde, som en mand i ørkenen tror på is - dvs. han behøvede det virkelig, men dette var ikke den rette verden til det. Bare for én gangs skyld, tænkte han, kunne det være rart at løse noget.

Han så på liget med det blå ansigt, på stenbordet, og følte en lille gnist af spænding. Der var spor. Han havde aldrig set ordentlige spor før.

"Ku' ikke have været en røver, kaptajn," sagde sergent Colon. "Fordi hans lommer var fyldt med penge. Elleve daler."

"Det ville jeg ikke kalde fyldte," sagde kaptajn Vimes.

"Det var alt sammen enører, hr. kaptajn. Jeg er overrasket over, at hans bukser kunne klare vægten. Og jeg har på listig vis regnet ud, at han faktisk var entertainer, hr. kaptajn. Han havde nogle kort i lommen. "Charles Slumrer, Børneunderholdning"."

"Jeg går udfra, at ingen så noget?" sagde Vimes.

"Men, hr. kaptajn," indvendte sergent Colon behjælpeligt, "Jeg sendte unge korporal Carrot ud for at finde nogle vidner."

"Bad du korporal Carrot om at undersøge et mord? Helt alene?" spurgte Vimes.

Sergenten kløede sig i nakken.

"Og så spurgte han mig, om jeg kendte nogen, der var rigtig gammel og alvorligt syg?"


Og på Diskplaneten er der en, der med garanti altid er vidne til ethvert mord. Det er nemlig hans job.

Det slog ofte folk, at vagtværnets yngste medlem, korporal Carrot, var nem, og det var han også. Han var utrolig nem, men på samme måde, som et sværd er nemt eller et baghold er nemt. Han havde muligvis også den mest retlinede tankegang i universets historie.

Han havde siddet på sengekanten hos en gammel mand, som faktisk havde nydt hans selskab. Nu var det tid til at gøre notater.

"Hør nu, jeg ved, at De så et eller andet, hr.", sagde Carrot. "De var til stede."

Hrrm, ja, sagde Døden. Det er jeg nødt til, som bekendt. Men dette her er højest ureglementeret.

"Ser De, hr." sagde korporal Carrot, "som jeg tolker loven, er De Meddelagtig Umiddelbart Efter Forbrydelsens Indtræden. Eller muligvis Før Forbrydelsen."

Unge mand, jeg er forbrydelsen.

"Og jeg er lovens lange arm" sagde korporal Carrot. "Loven er en nødvendighed, ved De nok."

Du vil have mig til at … øh … stikke nogen? Sladre? plabre ue som skidt fra en spædekalv? Nej, ingen myrdede hr. Slummer. Jeg kan ikke hjælpe dig på det punkt.

"Nåh, det ved jeg nu ikke, hr.," sagde Carrot, "det tror jeg faktisk, De allerede har."

Pokkers.

Døden betragtede Carrot, mens han forlod stedet dukkende sit hoved, idet han gik ned af den usle hyttes smalle trappe.

Nå, hvor kom jeg fra …

"Undskyld mig!" sagde den visne gamle mand i sengen. "Jeg er faktisk 107 år, at du bare ved det. Jeg kan ikke vente hele dagen."

Åh, ja, korrekt.

Døden sleb sin le. Det var første gang nogensinde, han havde hjulpet politiet i deres undersøgelser. Men stadigvæk havde enhver jo sit at passe.


Korporal Carrot spadserede langsomt rundt i byen. Han havde en Teori. Han havde læst en bog om Teorier. Man samlede alle sporene, og så fik man en Teori. Alting skulle passe.

Der var pølserne. Nogen var nødsaget til at købe pølser. Og så var der enørerne. Normalt var det kun en randgruppe af den menneskelige race, som betalte for tingene med enører.

Han gik ind til en pølsemager. Der var en gruppe børn, som han snakkede med et stykke tid.

Så slentrede han tilbage til gyden, hvor korporal Nobbs havde optegnet ligets placering på jorden (farvelagt den og tilføjet en pibe, en stok og nogle træer og buske i baggrunden - folk havde allerede lagt 7 ører i hans hjelm). Han lagde mærke til en bunke affald i den fjerne ende af gyden og satte sig på en ødelagt tønde.

"OK ... I kan godt komme frem nu," sagde han ud i luften. "Jeg var ikke klar over, at der stadig fandtes gnomer i verden."

Affaldet bevægede sig. Så trippede de ud  - en lille mand med rød hat, pukkel ryg og krum næse, de lille kvinde iklædt kappe og med en lillebitte baby, en lille politimand, en hund med pibekrave og en meget lille krokodille.

Korporal Carrot gav sig til at lytte efter.

"Han tvang os til det," sagde den lille mand. Han havde en overraskende dyb stemme. "Han plejede at slå os. Selv alligatoren slog han. Det var det eneste, han kunne forstå - at slå på alting med kæppe. Og han plejede at snuppe alle de penge, som Toby, hunden, havde indsamlet og så drikke sig fuld. Og så løb vi væk, men han fangede os i gyden og begyndte at slå på Judy og barnet, og så faldt han om og..."

"Hvem slog ham først?" sagde Carrot.

"Det gjorde vi alle!"

"Men ikke særlig hårdt," sagde Carrot. "I er allesammen for små. I dræbte ham ikke. Derom har jeg en meget overbevisende tilkendegivelse. Så jeg gik hen og undersøgte ham igen. Han blev kvalt. Hvad er dette?"

Han holdt en lille læderskive op.

"Det er en piber," sagde den lille politimand. "Han brugte den til at lave stemmer. Han sagde at vores ikke var sjove nok."

"Der er sådan man gør!" sagde gnomen ved navn Judy.

"Den sad fast i hans hals," sagde Carrot. "Jeg foreslår, at I løber væk. Så langt I kan."

"Vi tænkte på at starte et andelsseselskab," sagde den førende gnom.

"Du ved ... eksperimentaldrama, gadeteater og den slags. Uden at slå hinanden med pinde ..."

"I gjorde det for børn?" sagde Carrot.

"Han sagde, at det var en ny slags underholdning. Han sagde, at det ville fænge."

Carrot rejste sig og knipsede piberen ned i affaldet.

"Det vil folk ikke stå model til," sagde han. "Det er ikke måden, man gør det på."

[*]Som er flad og bevæger sig gennem rummet på skjoldet af en enorm skildpadde, og hvorfor ikke...


"Grusomhedens Teater" blev oprindelig skrevet til W. H. Smith til bladet "Bookcase". Den udvidede version, som er gengivet ovenfor, blev senere udgivet i programmet til OcryCon 15 konventionen.

Denne online version blev gjort tilgængelig på nettet efter venlig overbærenhed fra forfatteren, som har alle rettighederne i enhver henseende til denne historie. Med hans egne ord: "Jeg vil ikke se den udgivet på skrift nogen steder, men jeg har intet imod, at folk selv henter den ned for deres fornøjelses skyld."

oversat af: Lars Nielsson, korrekturoversat af: Charlotte Kaiser Stahr


[Up]
This section of L-Space is maintained by The L-Space Librarians

The L-Space Web is a creation of The L-Space Librarians
This mirror site is maintained by The L-Space Librarians